Thursday, August 21, 2008

Sæsonen 2008/2009

Så er det ved at være tid til endnu en sæson i damernes elite, og jeg vil i følgende indlæg komme med mine personlige forventninger til de 8 hold.

Til at begynde med vil jeg gerne fastslå, at efter megen spekulation frem og tilbage er jeg endt med at tage en sæson mere som træner for Lyngby's dame1. Det skal dog kombineres med at jeg selv spiller i Holte som en del af deres eliteprojekt, samt at jeg står i spidsen for Holte's U19 herre.
Det bliver en travl men også meget spændende sæson for mig personligt, og jeg tror meget på at miljøet i Holte kan lære mig en masse som træner.


Så til damernes elitedivision 2008/2009 - Hvem vinder og hvem forsvinder!!

De 8 hold er følgende:

Brøndby, Holte, Lyngby, Fortuna, Frederiksberg, DHG, KSV og Skovbakken.

Brøndby:
Så vidt jeg ved kommer både Maria og Iva tilbage til den kommende sæson, og det i sig selv gør jo Brøndby til et hold man skal tro på i år. Jeg har det sædan med udenlandske profiler, at år nr. 2 og 3 de er i landet vil være deres bedste. Der bør ikke længere gå tid med kulturchok, integration og problematik mht. sprog. Spillerne ved hvad de vender tilbage til, og klubben ved hvad de får.
Brøndby må formentlig undvære Mie Lindgren hele sæsonen, da hun netop er blevet opereret i knæet. Vi så sidste år hvor vigtig en spiller Mie er for sit hold, og jeg tror bestemt hun vil være savnet. Men holdet skal i år undvære hende fra start, og det tror jeg vil få en betydning. Holdet vil blive bygget op omkring de spillere der er med fra start, og på den måde lærer de at klare sig uden Mie - det er jeg sikker på.

Det forlyder endvidere, at de er blevet forstærket på kanten med en iransk spiller der tidligere har spillet i Århus, så det bliver spændende at følge. Jeg tror afgjort på at Brøndby kommer i semifinalen i år såfremt Eva holder sig fri af skader!


Holte:
Holte ved jeg mere om end jeg har gjort tidligere år, og jeg er stadig ret usikker på hvordan holdet kommer til at se ud..:0)
Planen har været at hente 3 udenlandske kanter samt 1 udenlandsk centerspiller. Som det ser ud lige nu er der foreløbig 1 udenlandsk kant på plads og 2 udenlandske centerspillere. Jeg ved derudover at der knokles for at få sponsorer til de sidste indkøb.
Hvis ikke det lykkes Holte at hente minimum én kant mere, så tror jeg personligt at de får svært ved at nå en semifinale i år. I så fald vil det være første gang i 2 årtier at Holte ikke skal spille om medaljer, og den statistik er jo svær at modsige, så måske jeg tager fejl.
Omvendt vil Holte være min personlige guldfavorit såfremt de formår at hente de 2 kanter som er planen.


Lyngby:
Vi har i år måtte vinke farvel til flere profiler fra sidset sæson. Omvendt har vi også sagt goddag til andre store profiler, og jeg mener stadig vi har kvalitet nok til at nå en semifinale.
Der er blevet ændret lidt i træningsaftalen med spillerne hvilket betyder flere træninger end sidste sæson.
Målet for holdet er ikke så resultatbaseret i år som det endte med at blive sidste år. Vi vil gerne genfinde glæden ved at spille volley, og komme tilbage til de utroligt intense og givende træninger vi havde de første 1.5 år holdet har bestået.

Såfremt pigerne og jeg i fællesskab kan finde frem til en god balance mellem frihed og commitment, så er jeg sikker på at resultaterne nok skal følge med og så er en semifinale bestemt mulig.


Fortuna:
Så vidt jeg har ladet mig fortælle har også Fortuna måtte sige farvel til en del spillere. Truppen er blevet yngre med de nye spillere der er kommet, og dem der var unge for få år siden, skal nu være dem der bringer rutinen.
En ny træner er også kommet til og det skal blive spændende at følge ham. Jeg vil uden tvivl savne Mikkel's engagement og vores indbyrdes hurlumhej, men mon ikke der bliver udvekslet lidt hist og her alligevel.

Fortuna vil altid være en favorit efter de seneste års dominans, og i år er ingen undtagelse. Med spillere Meli, Lotte Vestergaard, Caley osv. er holdet jo super stærkt uanset foryngelsen i truppens bredde.
Det mest spændende bliver at se hvordan den nye træner kan få holdet til at præstere når det virkelig gælder - en af Mikkel's helt store forcer i mine øjne.

Fortuna er selvskrevet i en semifinale!


Frederiksberg:
Holdet med nok den største tilgang af spillere til en mulig startopstillings plads. William har virkelig fået skabt røre i den danske elitedivision ved sit succesfulde samarbejde med Frederiksberg Volley. William er i sig selv en træner vis person gør klubben interessant, men også forholdende på Frederiskberg er efterhånden så tiltalende, at flere og flere spillere har fået øjnene op.

Jeg tror holdet har brug for en halv sæson til at få det hele til at spille med de mange nye spillere, og hvor mange kampe der bliver vundet og tabt i efteråret vil så være afgørende for hvor svært det bliver for dem at nå en semifinale. Kvaliteten af spillerne er til det, træneren er der, klubben er der... er holdet??


DHG:
Jeg kender ikke det store til klubben med stolte traditioner. Jeg har som alle andre kunne læse om en ny træner, men det er stort set hvad jeg ved. Holdet skulle efter sigende være lidt som vores eget i Lyngby ift. præmisser for spillerne. Truppen så dog sidste sæson ikke så bred ud, men en stærk startsekser.

Jeg glæder mig meget til at se mere til DHG og jeg synes det er fedt at der nu er 2 klubber på fyn der skal slås med i eliten.
Der er ingen tvivl om at den ene kamp jeg har set dem spille lovede godt for nogle tætte kampe mod alle andre hold i eliten, og det er bestemt ikke en opgave der vil blive taget let på.
Jeg tror dog ikke at en semifinale er sandsynlig for DHG, ikke når Fortuna sluger de unge talenter til at gøre truppen breddere, men jeg er nu slet ikke sikker på at DHG rykker ned heller!


KSV:
Endnu en københavner klub i eliten og det har lagt pres på de øvrige klubber ift. forholdende for spillerne.
Sidst holdet var i eliten spillede de flot i mange kampe, men manglede lige det sidste der skulle til for at vinde dem. Siden da er der kommet en ny træner og nok også nye spillere.
En trup med mange spillere har større chance for at have 6 spillere der rammer dagen, og så kan man vinde kampe. Jeg tror dog KSV får det svært i år. Top5 i eliten er alle blevet forstærket på flere områder, og det lover ikke godt for et hold med primært teknisk stærke spillere, der desværre nok kommer til at mangle noget i højden.

KSV bliver den ene nedrykker er mit bud...


Skovbakken:
Holdet har mistet deres ene store profil i Louise Alrø som skal spille i Sverige. Det i sig selv gør det svært at se Skovbakken komme i en semifinale, for det vil kræve at Anne Mortensen tager et kæmpe læs ift. både angreb og modtagning. Måske kan hun bære det, men jeg tror at rækken i år vil blive så hård, at der skal mere end én spiller til.
Man har dog hørt at nye blomstrer i andres fravær, og det kan man håbe vil ske i Århus i år.

Jeg har også ladet mig fortælle at Thorkild der i mange år har drevet elitedelen af Skovbakken(SK Aarhus) ikke længere skal tage denne tjans, og der vil der helt sikkert også blive savnet en personlighed i klubben, et savn der måske også vil forplante sig på banen.

Jeg har svært ved at se Skovbakken nå en semifinale uden forstærkninger, jeg skal dog være den første til at indrømme at jeg ikke har hørt noget sm helst om forstærkninger til holdet, hvorfor de jo principielt kan have fundet nye gode spillere som vi først ser når vi møder dem.

Uden forstærkninger tror jeg holdet vil være at finde i den tunge ende af rækken i år.


Det var så mit syn på de 8 hold her inden sæsonen skydes igang, og meget kan selvfølgelig ændre sig så snart vi ser hvordan de forskellige hold komemr fra start.
Skal jeg komme med en DM favorit så bliver det Fortuna og Holte med Brøndby og Lyngby som outsidere. MEget skal dog ikke gå galt for nogle af de nævnte før Frederiksberg lige så godt kan være at finde i en finale.


God sæson til alle... Mini