Trænergerningen 2007/2008

På torsdag spiller vi bronzekamp, og det er lidt på tide at reflektere en smule over den nu overstået sæson.

Som træner i en ny sæson på et hold der lige har vundet sølv.. hmmm.. Det var meget nærliggende at sige, at i år skulle den blive til guld. Det gjorde flere af spillerne også, men sammen fik vi som endeligt mål at komme til pokalfinalen.

Det mål arbejdede vi hårdt mod som sæsonen skred frem, og efter sejre over ASV og Frederiksberg, stod vi så en den semifinale der skulle afgøre om målsætningen ville nåes. Holte var modstanderen og tilskuerpladserne var fyldt.
Kampen blev fra vores side en lang række fejl på områder hvor vi normalt er sikre, men heldigvis lavede Holte 2 fejl mere i den kamp, og vi vandt 17-15 i 5. sæt.
Finallen var nået og hvad så nu...

Ja vi fik i forbindelse med vores hårde arbejde mod pokalfinalen skabt os i en meget gunstig position i turneringen således, at vi sluttede efteråret 4 point foran nr. 2 i rækken. Over juleferien skred først Mette Flügge og senere Pia Larsen i svinget med graviditeter.. :0) og siden begyndte så spillernes vanvittige ferieplanlægning. Lige inden ferierne nåede vi at spille pokalfinalen, hvor vi vigtigst af alt fik spillet os til en mulighed for at vinde. Finalen blev spillet uden Mette, og med Tina Larsen på ferie var der banet vej for 19årige Gabi Overgaard der kom til holdet lige inden jul. Finalen blev tabt 3-0, men vi havde 8 sætbolde fordelt på 2 sæt, så chancerne var der, og det var det bedste vi kunne håbe på.
I forårssæsonen havde vi i alt 3 kampe hvor hele vores hold var til start, hvilket sendte os i en dyb resultatmæssig krise. Vi tabte til alt og alle, og semifinalepladsen kom i fare.


Krisen's mange tanker...
Når man nu kigger tilbage på den mentale og spillemæssige krise vi oplevede på holdet i foråret, så kan ingen af os fralægge os et ansvar. Særligt ikke jeg som træner, og måske så vi særligt i den periode, hvordan min manglende erfaring og derfor også manglende gennemslagskraft gjorde, at ingen af spillerne rigtigt troede på tingene, og at alt var en stor forvirring.

Hvis jeg sidder og reflekterer lidt over hvordan spillere i eksempelvis Holte reagerer på en spillemæssig krise, så er der en ting der er sikkert - de stoler på at Smølf(træneren) har en plan, at det er den rigtige, at den vil lykkes og derfor følger de den uden diskussion.
Jeg føler mig endnu ikke helt sikker i egne evner rent taktisk, så selvom jeg også havde ideer til hvordan vi kunne komme ud af krisen, ja så kom det aldrig rigtigt til udtryk.
Det fik mig i begyndelsen af marts til at ændre indstilling en smule. Vi havde 3 kampe tilbage inden slutspillet, og planen var 3 sejre. Jeg brugte en del mere energi på at løfte forskellige af spillerne mentalt, og især arbejdet med hæverne var noget jeg lagde personligt vægt på. Men også arbejdet med at få Ditte igang igen efter hendes ferie - mest af alt mentalt, så jeg som afgørende for succes.

Vi vandt alle 3 kampe og der var en del mere selvtillid at spore i pigerne. Jeg tror at vi alle så os selv have en rimelig mulighed for at nå finalen, men vi var klar over at alle skulle ramme dagen, og vi skulle selv søge efter chancerne og også gribe dem.

Vi spillede os til masser af små "matchbolde" i den 1. semifinale, men i længden var vi ikke skarpe nok desværre, og at Holte gik videre efter 2 x 3-0 var egentlig rimeligt nok.

Jeg synes dog overordnet, at vi kom ud af krisen med skindet på næsen. Og personligt synes jeg også, at jeg løste min opgave så godt som jeg kunne.
Vi mistede 2 ekstremt fremtrædende spillere og skulle bygge et "nyt hold" sammen på 2 måneder. Desværre faldt det så sammen med, at stort set alle de resterende spillere tog på ferie på skift, hvilket umuliggjorde den opgave. Det vigtigste blev pludseligt at holde hovedet højt, og at få spillerne til at gøre det samme. Og med det spil vi leverede i semifinalerne så synes jeg ikke vi kunne bede om mere.


Elitedivisionen på godt og ondt...
Det har dog været helt enestående at være en del af dette års elitedivision. Spændingen i turneringen især naturligvis, men også bare i vores lille æggeskald i Lyngby. Jeg føler en personlig udvikling der nærmest ikke kan måles, og jeg har stået i situationer hvor jeg som træner er blevet presset til det yderste. Om man har succes i de perioder eller ej, så er det enormt udviklende og det er hele mit personlige formål med at begynde en trænerkarriere som 22årig. Hvert år skal jeg kunne kigge tilbage og sige, at det har været det hele værd, og det har jeg kunnet alle 4 år.

Som træner i elitedivisionen kan man påtage sig forkellige roller. Man kan afholde sig fra at deltage i debatter på diverse fora og udelukkende fokusere på eget hold og dets interesser. Man kan også være den der skriver på egne blogs og klubsider, men ellers ikke deltager i de omkringværende debatter. Og endeligt kan man være en af dem der stikker næsen lidt frem over det hele, og jeg har nok været en der tilhørte den sidste kategori.
Der er dog en sjov sammenhæng med at de der stikker næsen mest frem, også er dem der får flest prygl(er volleyhadet er mange der ikke deltager i debatterne). Jeg har personligt flere gange oplevet, at spillere på højere eller lavere niveau føler et nærmest dybtgående had til min person, uden de egentlig kender mig eller har brugt tid på at gøre det. Det eneste de ved er hvad der skrives i referater, og så i de debatter de tilsyneladende livligt læser og tager stilling til, men bare sjældent deltager i. Den slags "had" forstår jeg ganske enkelt ikke. En ting er at man møder folk og efterfølgende tænker "jesus et kvaj", men at man udelukkende kan opbygge så meget vrede pga. skrevne ting, er mig en gåde. - der er naturligvis ekstreme tilfælde hvor man går ind og kalder alle for forfædelige boldspillere i et indlæg, som nok godt kan rive lidt had med sig, men den slags har jeg dog også holdt mig fra.. ;0)

I bund og grund er det lige præcis eliten på godt og ondt. Vi føler nemlig alle ekstremt stærkt for det vi dyrker, da det udelukkende dyrkes af interesse og ikke professionelt. Når så der er andre som føler lige så stærkt for noget, men bare er vores konkurrenter eller er uenige med os, så går vi i defensiven, hvilket flere gange i år er endt i mudderkast og grænseoverskridende indlæg.
Det er så skønt at være med til at udvikle sporten på højeste plan, men det kan også være rimelig hårdt at være skydeskiven i ny og næ.

Sæsonen 2008/2009 - hvad sker der nu...
Hvad næste år så bringer mig som træner, det er endnu uvidst. Jeg står og skal til at beslutte mig for, om jeg vil fortsætte som træner, eller jeg selv vil spille elitevolley igen. HolteIF har et nyt herrehold som bliver en sammenslutning af de gamle stjerner fra 90'erne, samt de unge talenter fra vores eget H1 i Lyngby. Om det kan kombineres med et trænerjob ved jeg ikke endnu, og den slags løser sig nok først over sommeren.
En ting er dog helt sikkert. Hvis jeg ender med at skulle sige farvel til Dame1 i Lyngby, vil det være et af de sværreste valg at træffe. Men både økonomi, privatliv og volleyliv skal gerne hænge sammen, og selvom man føler et stort ansvar forskellige steder, er det vigtigt at huske sig selv og sine egne ønsker i beslutningsfasen.

Hvad med spillerne...
Vi har holdt møde på holdet, og stort set alle pigerne fortsætter, og der bliver endda nok lagt lidt flere timer på træningsbanen næste år end i år.
Hvad der kommer af nye spillere er endnu uvidst, men det skulle være mærkeligt om ikke der kom en forstærkning eller to.

Vi er alle enige om, at udviklingen i år er gået den forkerte vej, og selvom spillerne ikke længere er et sted i deres liv, hvor volleyball er det vigtigste længere, så synes INGEN at det har været sjovt at se eget niveau dale som det har været tilfældet. Holdet giver den en skalle næste sæson, og vil kæmpe hårdere for at have det sjovt og spille god volleyball. For netop at have det sjovt sammen med folk man holder af, var det der var hele ideen med holdet, og det skal vi ikke glemme.


Nu vil vi slutte sæsonen godt af med at spille det bedste vi kan på torsdag mod Brøndby. Det bliver en ben hård kamp, og det er vi klar over.. Men alle er indstillet på at vi skal slutte godt af, at vi skal forsvare vores hjemmebane, at vi skal kæmpe r.... ud af bukserne, for så tror vi på at vi kan vinde bronze i år.

Mini