Friday, March 27, 2009

Trænergerningen 2008/2009 et år for meget??

Så fik sæsonen sin afslutning for dameholdet i Lyngby, og dermed også for mig som træner i denne omgang.
Da sæsonen sluttede sidste år var jeg sikker på at jeg ville holde pause fra trænergerningen. Det var tid til at satse på egen volleyball, og ikke mindst til at få tid til andet end volleyball.
Skæbnen ville det anderledes, og mit i try out perioden brækket jeg foden til et fodboldstævne, og kort fortalt endte jeg midt i min selvmedlidenhed med, at sige ja tak til at fortsætte som træner for D1 i Lyngby.

Nu sidder jeg her igen, og tanken har da strejfet mig - "var det et år mere end nødvendigt"??

Der er selvfølgelig ting der taler for og imod. Dels kendte jeg jo holdet, klubben og målsætningerne/præmisserne bedre end nogen anden, og det gjorde mig jo til et naturligt valg til posten. Jeg holder utroligt meget af alle spillerne, også selvom der en masse head-to-head skænderier i løbet af en sæson.
Men når man efter denne sæsons resultater igen evaluerer beslutningen, kan man måske godt tænke, at en ny træner med nye ideer og ny vind kunne have været en god ide.

Hvilke resultater er det så der har givet mig denne tanke...

- Vi tabte i 1. runde i pokalturneringen til Amagers 2. div. hold med 3-2 efter at have vundet de første 2 sæt sikkert. En kamp hvortil jeg havde sagt ok til at flere af profilerne måtte blive hjemme til andre gerninger, efter eget ønske naturligvis. Efterfølgende sidder man så og tænker, havde en ny træner måske ikke sagt til de piger, at lige denne kamp måtte de nok hellere være med til. Måske var jeg FOR meget inde i præmisserne på holdet!!

- Efter en flyvende start med sejr over Holte og Brøndby blev det til 2 sikre nederlag til Fortuna og Frederiksberg. Kampe hvor vi spillede meget langt fra det spil vi havde spillet i de to foregående. Sulten, lysten, energien var væk og jeg havde ikke nøglen til at finde den frem i pigerne.

- Efter et par pligt sejre over KSV og DHG uden at imponere, røg vi ind i nederlag til Skovbakken, Holte, Brøndby, Fortuna og Frederiksberg, og pludselig var der lange udsigter til en 4. plads, og man skulle se længe efter et smil på pigernes læber. Igen manglede jeg evnen til at løfte pigerne mentalt. Både træning og kampe afspejlede et hold hvor både træner såvel som spillere var mentalt trætte.

- Igen slog vi KSV og DHG og det hjalp lidt på humøret. Efter spillermøde og en god holdfest fik vi lidt energi tilbage, men på dette tidspunkt af sæsonen var top3 ganske enkelt for gode til at vi kunne være med uden at være 100% på hele tiden. Det formåede vi ikke, og selvom spillet var bedre blev det igen til nederlag til Holte, Brøndby, Fortuna og Frederiksberg.

- Herefter 4. pladsen endeligt uden for rækkevidde, og de sidste 3 kampe blev spillet uden lyst til at vinde, og langt mere lyst til at få dem overstået. Det blev til sejr over KSV og nederlag til DHG og Skovbakken. Sæsonen var slut og det var som om at det var noget ALLE havde set frem til.

En 6. plads i eliten er som udgangspunkt ikke skidt. Men spillermaterialet har været til mere, det er jeg ikke i tvivl om. Når vi alle har været motiveret og gjort lige det ekstra ud af en kamp, så har vi skabt et resultat. Problemet har været, at vi kun har gjort det til ganske få kampe. Og lige præcis det aspekt tyder på at nye kræfter havde været en god ide.

Tak for 3 gode år


Når det nu med sikkerhed er slut med Lyngby's dame1 i denne omgang for mit vedkommende, så skal der hermed lyde et hjerteligt tak for god ro og orden til alle de mange spillere der har været en del af holdet gennem de 3 år;

Helena Zinduna, Kirsten Textor, Pia Larsen, Tina Larsen, Sanne Olesen, Mette Flügge, Birgitte Gjerde, Cecilie Boel, Maria Knöll, Ditte Reinstrup, Nina Lischke, Charlotte Krøyer, Maja Skrowny, Judit Szekelyhidi, Ashley Vicino, Maj-Britt Holder, Rikke Kirstein, Rikke Friis, Gabi Overgaard, Charlotte Dyhr, Tine Roe Eriksen, Karin Iversen og ikke mindst den bedste team manager man kan forestille sig, Halla Sigurdardottir.

Det har i sandhed været en fornøjelse, og der er ingen tvivl om at jeg nok er den der har lært mest over de 3 år. Både om volley, om trænergerningen, om elite og ikke mindst om kvinder.. ;0)

Tak til klubben for opbakning gennem de 6 år jeg har været og arbejdet i klubben. Lyngby er en hjerteklub, og jeg har følt mig utrolig heldig at blive en del af den familie det var da jeg kom til. Nu er yngre og nye kræfter ved at tage over, og klubben boomer af ungdomsspillere og forældre. Netop det faktum synes også at være et passende tidspunkt for min afgang. Ungdomsspillere kræver noget ganske særligt, og jeg er ikke sikker på jeg besidder lige netop de rette færdigheder til den slag opgaver.


Fremtiden i Europa

Jeg vender 1. maj snuden mod Slovenien hvor jeg skal træne 2 gange dagligt med det lokale hold og Katherine skal til try out i forskellige klubber. Planen er at spille i Slovenien næste sæson for os begge, men uanset hvad så følger vi naturligvis hendes karriere. Det bliver et eventyr jeg glæder mig meget til at være en del af, og hvis det befinder mig tager jeg sikkert et år mere.. :0) Under alle omstændigheder vil jeg løbene skrive på min blog, så der er da en mulighed for at følge lidt med hvis man vil.
Jeg vil bestræbe mig meget på at holde jævnlig kontakt med mine kolleger i trænergerningen, men skulle det glippe i ny og næ, så tak for nogle til tider hardcore kampe på og uden for banen, jeg har på fornemmelsen at jeg vil savne det mere end forventeligt. Willy, Smølf og Mikkel i særdeleshed..;0)

Det var alt for denne gang. Nu er det snart sommer og stranden bliver fyldt med beachspillere, og nå ja.. så er der lige nogle finaler der skal spilles. Hermed mine sidste bud i denne omgang:

Semi: Fortuna vinder 2-1 i kampe over Brøndby. Et giftigt bud, især når Pia bliver bedre og bedre, og Mie Lindgren sniger sig ind i finalespillet som joker, men jeg følger fornemmelsen der siger mig, at Fortuna er og vil være bedre end de seneste kampe har vist.

Semi: Holte slår Skovbakken 2-0 i kampe. Jeg tror ikke Skovbakken får hul på Holtes massive blok/forsvar, og i øvrigt server Holte for godt til at Skovbakkens centerspil får den samme afgørende faktor.

Bronzekamp: Bliver ifølge mit udsagn en kamp mellem Brøndby og Skovbakken. Den skal således spilles i Brøndby, og her tror jeg på hjemmeholdet. Skovbakken har imponeret mange gange i år, men der skal endnu et mirakel til hvis de skal hente medalje i år, og hvor mange mirakler kan man lave på én sæson??

Finale: Holte vinder 2-1 i kampe. Vi får ikke en finaleserie uden drama, så den skal bare i 3 kampe. Jeg tror mest på Holte fordi jeg synes de har et komplet hold i år, og har haft den bedste ro af de to hold, til at få rytme i både modtagning og angreb. Og reelt tror jeg at det hold der står bedst til at slå Holte 2 gange i 3 kampe er Brøndby, men dem har jeg jo afskrevet i semifinalen..;0)

Beach DM: Pia Larsen og Mette Flügge vinder GULD i året beachsæson. Et hårdt slag for Stine og Lotte, men sådan må det være i år. De har begge brug for startkapital til ungernes børneopsparing.. ;0)

"Volleyball is a game that can't be won, it can only be played... So I play"

Mini

1 comment:

Anonymous said...

Hej Mini.

Held og lykke i Slovenien.

Det bliver mærkeligt at undvære dig i det hjemlige volleybillede, og jeg kommer til at savne dine kommentarer i Holtes Forum og dine meninger om det hjemlige miljø på din blog.

Nå, nu skal slutspillet, som du bemærker, jo overstås først. Og jeg tror ikke, som du, at Fortuna slår Brøndby i semifinalen.

Jeg tror semi'erne bliver:

2-0 til Brøndby over Fortuna.
2-0 til Holte over Skovbakken.

Og finalen:

2-1 til Holte over Brøndby.

VH

Morten