At være træner for nogle af Danmarks bedste

Der er utrolig mange som spørger mig omkring min rolle som træner for Lyngbyholdet. Dels vil mange gerne vide hvordan jeg er havnet her, men langt de fleste vil høre om hvordan de forskellige spillere er, og hvordan det er at være i spidsen for spillere, som dengang jeg selv var volleyknægt, var de helt store profiler i dansk volley.
Den store interesse har naturligvis sat en masse tanker igang hos mig selv, og har også hjulpet mig i processen mod at løse min opgave i Lyngby bedre og bedre.

Jeg er jo langt fra en trænerkapacitet som eksempelvis Smølf, Mikkel Hauge eller William, som alle 3 har udviklet flere klassespillere gennem deres karriere. Det må være en fantastisk følelse af stolthed, at stå efter mange års hårdt arbejde og samarbejde med spillere, og se dem være med i toppen af den danske elite. En følelse jeg bestemt håber at få en dag, men med sikkerhed ikke finder på mit nuværende hold i Lyngby.

Langt de fleste spillere på mit hold er udviklet i så stor grad, at det vi fokusere på til træning er, at få dem i topform når det gælder.
Tilgengæld har der ligget en enorm opgave i at få holdet til at spille sammen som det hold vi har idag. Dels er det krævende på engagement fra min side, og dels stiller det krav til den enkelte spillers interesse i at tilpasse sig.
Engagement fra min side kan måske lyde lidt mærkeligt. På holdet har flere af spillerne jo spillet professionelt, så de burde da vide hvad der kræves. Det gør de med sikkerhed også mange af dem, men der er langt fra at vide hvor målet står, og så til at sparke bolden i kassen. Det er derfor vigtigt med et stort engagement fra min side for, at en flok veninder gennem mange år, med kun et par træninger om ugen ikke går hen og bliver et konehold, med niveau derefter.

Da vi samlede holdet i august sidste år, var der fra start en super energi til træning. Alle pigerne havde jo glædet sig til at spille sammen, og det var kun naturligt at man gav den hele armen. Den gode energi fra pigerne gav os en flyvende start med 8 sejre i streg, inden vi i sidste runde tabte til Fortuna. Der så vi for første gang, at vi ikke kan vinde over de bedste uden at spille som et hold.
Efter julepausen røg vi så ind i 2 nederlag mere som igen understregede vores sårbarhed, og der manglede spillerne "et hold" og en træner. Min indsats i kampene frem til januar i sidste sæson var nærmest tilskuer, og jeg formåede ikke at hjælpe med det jeg skulle; at få pigerne til at spille som et hold.

Der er på vores hold tale om 14 spillere, som alle er gode spillere der har lært volleyball mange forskellige steder og på flere forskellige måder, og det jeg har arbejdet med siden januar er, at få skabt et fælles grundlag som hold. En fælles måde at blokkere på, at spille forsvar på og at bevæge sig harmonisk ift. hinanden i de forskellige faser af spillet. På den måde blev vi et bedre hold og formår stadig bedre og bedre, at udnytte de forskellige spilleres kvalilteter. Og noget af det bedste jeg oplever i disse dage er, at vi stadig tilfører vores "spillesystem" nye sider. At vi ikke bliver endimensionelle er afgørende for, at vi stadig kan slå de hold som spiller for spiller kan matche os fuldt ud.
Hvis vi skal vinde pokaltitlen eller DM guldet i år, så skal vi bringe vores spil, vores fællesskab og vores taktik til det højeste niveau, for det er den eneste måde hvorpå vi kan kompensere, for det underskud i træningstimer vi har sammenlignet med de andre hold i elitens top. Vi tror bestemt selv på muligheden, men vi ved heldigvis også, at det kræver en holdindsats af kaliber for at lykkes.

Dette var lige et lille indblik i hvordan det er at være træner/coach for nogle af Danmarks bedste spillere de seneste år. Og lad mig da lige slutteligt tilføje, at det er rigtig fedt at se så mange talenter i eliten i år. Brøndby's spillere er jo en hel flok der kunne blive et lyngbyhold om 15-20 år..:0), men også flere af de andre hold i eliten har spillere som kan nå lige så langt som eksempelvis Pia.

Mini over and out!